Hej blog,
I denne uge har vi haft Spring Break. Jeg har virkelig fået slappet af i denne uge, været sammen med venner, og så har jeg også været en tur til noget der hedder Salt Flats. Fredag var dagen hvor vi tog til Salt Flats. Salt Flats er sted ca. 2 timer væk fra hvor jeg bor, hvor der er et kæmpeområde med bare salt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det så Google det, men det er helt vildt så meget salt der er. Man mener det var et kæmpe hav som forsvandt for millioner af år siden, og nu er der bare salt tilbage. Man kan samle salt op og spise det. Selvom det nok er ret beskidt skulle jeg da stadig have en lille smagsprøve. Det smagte....saltede. Surprise.
Efter dette kørte vi lige over grænsen til staten Nevada, siden vi var så tæt på. Nevada er en ud af to stater i USA hvor man kan gamble (red. New Jersey), så vi stoppede ved et hotel-casino hvor vi fik noget af spise. Der var godt gang i den på hotellet med bachelorfester.
Udover det i denne uge, så har jeg som sagt bare slappede af og hængt ud med venner. Vi har ikke haft nogen kampe i denne uge selvfølgelig fordi mange folk var ikke hjemme.
På torsdag kommer min mor, far og søster herovre, og det glæder jeg mig meget til. Det bliver vildt underligt at se dem igen efter 8 måneder, men glæder mig vildt meget til at give dem en krammer.
Efter de tager hjem igen, er der ikke så lang tid til at jeg skal hjem. Som det ser ud lige nu så er jeg planlagt til at komme hjem ca. midt i juni. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er så parat til at komme hjem. Det snurrer helt i maven ved tanken om at ankomme i Kastrup. Jeg har så meget jeg vil nå, og tid har jeg nok af, fordi hvis datoen holder har jeg en uge eller to før alle mine venner får sommerferie. Når det så også er sagt, kommer det til at blive det hårdeste nogensinde at skulle sige farvel til Utah og mit andet hjem. Jeg frygter næsten dagen mere end noget andet, og helt sikkert mere end jeg frygtede afrejsedagen tilbage i august. Tilbage i august vidste jeg det ikke var et farvel men på gensyn, hvor i mod når jeg siger farvel til folk herovre, så er det højst sandsynlig et farvel til nogen af dem for evigt hvor meget end jeg dog ville ønske det ikke var sådan. Jeg kommer helt sikkert til at se mange af dem igen, fordi besøg det er i hvert fald noget jeg skal, men mange af seniorsne, skal på college, en stor procentdel af drengene skal på deres religiøse missioner. Det bliver vildt hårdt, og der vil nok falde et par tårer. Jeg har fået venner for livet, og jeg glemmer dem aldrig. Det er også en af de grunde til at jeg skriver disse indlæg, så jeg har noget at huske tilbage på, og så jeg kan læse nogle af mine oplevelser igen. Ja, det er kun nogle jeg skriver ned, fordi hvis jeg skulle skrive hver en oplevelse ned, ville jeg sidde foran computeren hele tiden. Jeg stopper nu, fordi jeg bliver sorgmodig af at skrive det her.
Det var alt for nu,
Vi ses jo inden længe alligevel ;-)
Oliver
